Trekkies.dk (Tilbage til forsiden)


Tilbage til forsiden



Foreningen TV-serier Kalender Biograffilm Universet Download Billeder Diverse Presse DM i Star Trek Butikken





Hvem er trekkies.dk?


trekkies.dk er Danmarks største Science Fiction-forening. Foreningen henvender sig til Star Trek-fans i hele Danmark - så uanset om du bor i København, Skagen, Sønderborg, Randers eller et helt andet sted, så er det i trekkies.dk at alle Star Trek-fans samles. trekkies.dk har medlemmer over hele landet.

trekkies.dk beskæftiger sig med alt Star Trek: film, tv-serier, bøger, blade, lydbånd, samlekort, samlesæt og alt det andet der har med Star Trek at gøre. Så uanset hvad din interesse er, så sker det i trekkies.dk. Og vi vil gerne have DIG med.

trekkies.dk er en meget aktiv forening. Vi udgiver et medlemsblad, afholder medlemsmøder, café-aftener og filmweekender, og tager samlet til conventions i udlandet. Vi har også Danmarks største Star Trek-hjemmeside. Når det gælder Star Trek i Danmark er trekkies.dk kendt som dem man henvender sig til. Det betyder at vi samarbejder med aviser, tv-stationer, diverse forhandlere samt film- og videoselskaberne i Danmark, alt sammen for at fremme Star Trek interessen og til glæde for alle fans.

SUBSPACE
Bladet Subspace er foreningens medlemsblad og udkommer fire gange om året (pr. februar 2007). I hvert blad er der spændende artikler der går i dybden med et emne indenfor Star Trek. Det kan være alt lige fra beskrivelser af en af karaktererne, til en detaljeret beskrivelse om hvordan teknikken i Star Trek virker. Derudover er der i hvert blad en række faste rubrikker: Anmeldelser af bøger, svar på spørgsmål, fokus på forskellige spændende ting og meget andet. Subspace er på 32-44 sider i A4 format. Sammen med dit medlemskort modtager du, ganske gratis, senest udkomne udgave af Subspace. Derefter modtager du bladet via dit almindelige abonnement.

E-mail NEWS
Har du adgang til en e-mail konto vil du som medlem modtage vores e-mail NEWS. Her finder du oplysninger om hvad der sker i foreningen, medlemsmøder og selvfølgelig også nyheder fra Star Trek-universet. Vi sender e-mail NEWS til foreningens medlemmer 3-4 gange om måneden.

Arrangementer
trekkies.dk afholder medlemsarrangementer mere end 25 gange om året, forskellige steder i Danmark - I øjeblikket har vi medlemsarrangementer flere forskellige steder i landet.

Det er på disse møder, at du som medlem af foreningen har mulighed for at møde andre fans og få en snak om Star Trek.

Foreningen afholder forskellige typer af medlemsarrangementer, de mest almindelige er: Medlemsmøder, der normalt foregår fra kl. 19:00 til ca. kl. 23:00, og holdes på skiftende hverdage, mandag til torsdag. På hvert møde tager vi et spændende emne op, som vi går i dybden med; Filmweekender, hvor vi over en hel weekend viser f.eks. 25 forskellige Star Trek afsnit omkring et bestemt tema, eller café-aftener, hvor vi bare mødes med andre medlemmer og hygger os om vores fælles interesse.

Danmarksmesterskab i Star Trek
trekkies.dk står hvert år bag afholdelsen af DM i Star Trek, hvor der dystes i paratviden om Star Trek. DM er sjovt at deltage i og selvfølgelig også sjovt at se på. Her er alle velkomne, både medlemmer og ikke-medlemmer. Tag familien med til en underholdende eftermiddag.

Debatliste
Som medlem kan du også tilmelde dig foreningens e-mail debatliste. Det er bl.a. her, at du som medlem af foreningen har mulighed for at kontakte andre fans og få en snak om Star Trek. På debatlisten foregår mange former for kontakt mellem medlemmerne, og der er hele tiden forskellige diskussioner i gang.

Conventiontur
En del af medlemmerne i trekkies.dk tager hvert år til en convention i udlandet. Padd, som er medlemmernes egen side i Subspace, og vores debatliste er ofte en god måde at komme i kontakt med andre medlemmer på. Det giver mulighed for at høre om andre er interesserede i at rejse sammen med en, og hvis man er interesseret i at tage til convention, så kan man også høre om andres erfaringer.

Medlemskort
Alle medlemmer af trekkies.dk får et medlemskort. Dette kort SKAL fremvises til medlemsmøderne og kan også bruges til at opnå rabat hos udvalgte forhandlere. Du modtager et nyt kort hvert år, når du (rettidigt) fornyer dit medlemskab.

Har du lyst til at være med, så kan du melde dig ind her



Conventionture og særarrangementer betales separat, hvis man ønsker at deltage.

trekkies.dk er tilmeldt Betalings Service, så du er sikker på at du ikke glemmer at forny dit medlemskab.

Det kræves at du har postadresse i Danmark, før du kan blive medlem af foreningen trekkies.dk.




Dato: 21-07-2002

Af: bestyrelsen - trekkies.dk


trekkies.dk
Postbox 851
2400 København NV

Flere kontaktoplysninger.

Fremtiden er begyndt


© copyright trekkies.dk 1996-2014 • Hostet af A-Data A/S